11. september 2018
For første gang i Danmark: Nu kan du tale til Matas på din mobil og få svar via Google Assistent
Google lancerer i dag deres stemmestyrede, digitale assistent, Google Assistent, på dansk. Matas er et af de få udvalgte danske brands, som er med fra start. Og Matas’ faste e-handelshus gennem de sidste syv år, Hesehus, står naturligvis bag udviklingen af Matas’ bidrag til Google Assistent.
Pressemeddelelse
Teknologierne inden for digital stemmestyring er i konstant udvikling, og forventningerne er store, da de stemmestyrede teknologier gør onlinelivet endnu lettere for forbrugerne. Med Googles lancering af den stemmestyrede, digitale hjælper ’Google Assistent’ på dansk kan danske forbrugere nu få hjælp til at finde vej, stille vækkeuret, skrive en note, ringe op til en kontakt eller snakke med Matas blot ved at tale til deres mobiltelefon. Matas’ app til Google Assistent er blevet til i et tæt og ambitiøst samarbejde mellem Matas, Google og Hesehus.
Google Assistent har indtil nu været tilgængelig på otte sprog, og som led i en global udrulning af teknologien lancerer Google i dag assistenten i Norge, Sverige og Danmark. Google forventer ligeledes at udrulle den digitale assistent til flere markeder, så Google Assistent inden udgangen af 2018 vil kunne tale og forstå mere end 30 sprog og dermed nå ud til hele 95% af alle brugere af Android-smartphones.
"Vi lancerer Google Assistent på dansk i samarbejde med nogle store og velkendte danske virksomheder som eksempelvis Matas. For mange danskere vil det at styre sin smartphone med stemmen være et nyt koncept, og det håber vi, at folk vil tage til sig. Derfor er vi også glade for at kunne samarbejde med fx Matas, som danskerne kender og bruger en masse i forvejen. Og vi vil naturligvis løbende tilføje flere muligheder, så det på sigt også bliver muligt for de danske forbrugere at lave deciderede køb via assistenten” siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef i Google Danmark.
Matas er med helt fremme
Hos Matas – der netop har offentliggjort en ny, ambitiøs vækststrategi med stor fokus på e-commerce – er den nye Matas Assistent i Google Assistent helt i tråd med Matas’ vision om at gøre det endnu nemmere at handle med den landsdækkende materialistkæde.
“Med de nye muligheder, der findes i stemmestyring og Google Assistent, er vi med helt i front på den seneste udvikling inden for e-handel og god kundeoplevelse,” fortæller Brian Andersen, E-commerce direktør i Matas, der værdsætter samarbejdet:
“Vi har samarbejdet med Hesehus omkring vores e-handel i mange år, så det har været helt naturligt for os at inkludere dem i udviklingen af Matas’ bidrag til Google Assistent. Vi er glade og stolte over resultatet, vi sammen er nået frem til” siger Brian Andersen.
Med Google Assistent kan Matas’ kunder nu søge på produkter, filtrere på bestemte brands og ikke mindst tilføje og fjerne produkter på deres favoritliste blot ved at bruge stemmen. Funktioner, der gør shopping endnu lettere for Matas’ kunder heriblandt de 1,5 mio. Club Matas medlemmer – svarende til 75% af alle kvinder i Danmark.
Hos Hesehus, der står bag udviklingen af såvel den nye, stemmestyrede Matas assistent som Matas’ prisvindende e-handelsløsning, er man ikke i tvivl om, at Google Assistent kommer til at vinde indpas i Danmark:
”Teknologierne inden for voice har for alvor taget fart de seneste år, og der er ingen tvivl om, at det er et digitalt fokusområde, som vores kunder kommer til at udforske, og som vil blive udbredt i fremtidens commerce – ikke blot i webshops men også i de fysiske butikker. Det rammer spot on ned i forbrugernes øgede forventninger til en enkel og personaliseret brugeroplevelse såvel online som offline” siger Lars Hedal, adm. direktør for Hesehus og fortsætter:
”For os som udviklingshus har det været et super spændende og lærerigt projekt at udvikle Matas’ stemmestyrede assistent. Vores udviklere er nogle af de dygtigste herhjemme og er i den grad drevet af udfordringer og ny teknologi, så for dem har det været et drømmeprojekt at få lov til at arbejde på. Vi har fået nogle værdifulde learnings undervejs i udviklingen, som vi glæder os til at lade vores øvrige kunder komme til gavn og til at bruge i udviklingen af fremtidige faser af Matas’ assistenten i takt med, at den danske Google Assistent får nye muligheder koblet på”.
Google Assistent er bygget ind i alle nyere Android-smartphones. På iPhones skal assistenten downloades som en app.
For mere information
Hesehus: Lars Hedal, 40255083 eller hedal@hesehus.dk
Google: Jesper Vangkilde, 22575955 eller vangkilde@google.com
Flere nyheder
Få mere nyt fra Hesehus
Nyhedsbrev
Få serveret alt fra digitale tips og trends til heads-up på relevante seminarer og e-handelskonferencer direkte i din inbox