17. januar 2023
PIM First Approach – Hvad og hvorfor?
Brugen af PIM-systemer ændrer sig. Det er ikke længere bare et system til at opbevare data. Det er system, der kan langt mere. Det har nemlig et enormt potentiale både til at skabe intern struktur, men også til at skabe kortere time-to-market og øget salg. Derfor bliver det brugt af flere og flere forskellige roller til flere og flere formål. Og har altså fået den klart centrale rolle i at skabe en skalérbar e-commerceløsning. Det betyder at man er begyndt at tale om en PIM First Approach, men hvad betyder det – og hvilke fordele giver det?
Hvad er en PIM First Approach?
First Approach dækker over, hvad der er forretningens hjerte. Hvilket system er det mest centrale? Det har tidligere oftest været ERP-systemet, der har været fundamentet for forretningen. Når ERP-systemet ligger først er det nemt at styre fakturering, betalinger og lagerføring. Det er kerneopgaver i enhver virksomhed og giver derfor god mening at basere sine it-løsninger på. Der er bare ét enkelt problem. Produktet kommer før salget. Der skal være noget at købe inden, man kan fakturere. Derfor har ERP-systemer også indbygget et vist lag af produkthåndtering, men det er ikke tilstrækkeligt til en moderne e-handelsløsning, der skal kunne håndtere mange markeder og kanaler både on- og offline.
Det er kun muligt at håndtere kompleksiteten af produktdata optimalt med et PIM. Og eftersom produktet kommer før salget, giver det mening at starte ved produktet. Det kan lyde som et skifte i IT-arkitektur, men er det ikke nødvendigvis. Det er i højere grad en ændring i opfattelsen af jeres forretning. Hvad er jeres indgangsvinkel? Hvilken type service er det I tilbyder? Hvilken værdi er det først og fremmest I vil give kunderne?
Fra Single Source of Truth til several truths
Single Source of Truth har været PIM-systemernes hellige gral. Det har været det ultimative motto, der skulle indfange den grundlæggende fordel ved PIM-systemet: At alt produktdata blev samlet ét sted og alt var korrekt – at der kun var én sandhed. Det er til dels stadig en fordel for PIM-systemer, men det tager ikke højde for den kompleksitet, der er i markedet. Et salg kan foregå online, via app, via live-shopping, i subshops, til virksomheder, til private, i fysiske butikker og på tusind andre måder. Kort sagt kan et salg foregå på uendeligt mange måder.
Det er endda før vi har beskrevet mulighederne for personalisering og segmentering, der tilpasser sidevisningerne til den enkelte kunde. I en omnichannel-verden er der ikke længere kun én sandhed. Produktet kan og skal sælges forskelligt i forskellige kanaler til forskellige personer. Derfor bevæger vi os mod several truths og PIM-systemer, der skal understøtte den kompleksitet. Et PIM First Approach-modent system understøtter den nødvendige segmentering. Det giver dig mulighed for at tilpasse produktdata til salgskanalen og kunden.
Fra internt værktøj til et salg og marketingssystem
PIM-systemet er et fantastisk internt værktøj, der sikrer en høj kvalitet af data på tværs af kanaler. Det letter arbejdsgangene med at oprette og redigere produkter. Det skaber overblik og forenkler hverdagen i e-handelsteamsene. Alt det gør systemet stadig, men det bliver i høj grad tydeligt at PIM kan mere. Det kan nemlig gøres til et fremragende salgs- og marketingssystem.Jo bedre data salg og marketing har på både produkter og kunder, jo lettere kan de sælge.
Det handler om at lave tætte integrationer ind i den samlede e-commerceløsning eks. personaliseringssystemer, søgemaskinedata og PIM-systemet. Det giver en ny slags produktdata, der er målrettet konverteringer. Det sikrer, at salg og marketing har de allerbedste forudsætninger for at tage kvalificerede beslutninger.Samtidig sikrer det, at man har de bedste forudsætning for at arbejde på tværs af salgskanaler. Det skyldes, at man har gode data til rådighed, der let kan tilpasses den specifikke salgskanal. Er det live-shopping? Online salg? In-store? Markedspladser? Salg og marketing skal bruge gode data uanset, hvor de skal sælge.
Skræddersyet til samarbejde
Når PIM-systemet bliver fundamentet, betyder det også at flere arbejder i systemet. Der kommer nye specialister til hele tiden: f.eks. Category Managers, SEO eksperter og Master Data Managers. Det skal systemet understøtte. Derfor skal det i højere grad være et miljø bygget til samarbejde. Der skal skabes features, der minimerer koordinationstid og sikrer klarhed over, hvem der har hvilken opgave.
Disse features skal sørge for at arbejdsgangene omkring produkterne bliver optimale. Det sikrer en kortere time-to-market. Samtidig skal systemet helt konkret kunne håndtere at adskillige medarbejdere anvender det på samme tid. Det er ikke alle PIM-systemer, der understøtter det. Hvilket er en væsentlig udfordring, når markedet bevæger sig mod at PIM får en mere central rolle i jeres it-portefølje.
Hvorfor vælge en PIM First Approach?
Fordi markedet ændrer sig. Og det hele tiden gør det. Overvej, f.eks. hvor stort live-shopping var før corona-epidemien i forhold til nu. Der kommer hele tiden nye salgskanaler og nye forretningsmuligheder. Et PIM er klar til at sælge dine produkter med bundsolide data uanset hvor, hvordan og hvilke nye muligheder, der kommer i morgen. Fordi det giver nye værktøjer til medarbejderne på tværs af organisationen. Det kan blive et uundværligt værktøj for dit salgs- og marketingteam og gøre hverdagen nemmere for jeres produkt og e-commerceteams.
En PIM First Approach sikrer bedre samarbejdsmuligheder, ansvarsfordeling og bedre time-to-market. Vi udvikler konstant Bizzkit PIM, så det bliver lettere at samarbejde i, så det bliver nemmere at integrere og så det gør jer mere effektive.
Insights