04. januar 2023
De 10 største E-handelstrends i 2023
Krudtrøgen fra raketterne har lagt sig og de værste håndværkerbesøg i hovederne er overstået. Kalenderen skriver 2023 og du sidder ved skrivebordet igen. Det er tid til at samle tankerne og gøre sig klar til det næste år. Og bare rolig, vi er her for at hjælpe dig. Når du har læst disse ti trends, er du klædt overordentligt godt på til den del af fremtiden, der er 2023.
Vi har været rundt i alle kringelkrogene ved Hesehus og samlet viden ind fra dem, der virkelig har fingeren på e-handelspulsen. Det har vi gjort, så du kan virke knivskarp til årets første strategimøder. Vi har kigget bredt på tendenserne, så der både er noget fra helikopterperspektivet og mikroskopet.
1. First Party Data
Vi starter ved noget, der har været en trend længe, men som ikke desto mindre stadig er af yderste vigtighed. Data. Data er blevet udråbt til at være det nye sorte guld, konge og det 21. århundredes vigtigste ressource. Vi kommer ikke udenom data. Tredjepartsdata revolutionerede hele annoncemarkedet i 00’erne og starten af 10’erne, men de kronede tredjepartsdage er ovre. Privacy er blevet top-of-mind og EU strammer nettet med GDPR og ny lovgivning på vej. Annoncer baseret på tredjepartsdata er blevet dyrere og mindre præcise – og vi har ikke set bunden endnu. Det bliver sværere og dyrere at markedsføre sig på andres præmisser. Det er derfor alpha og omega at eje sine egne kundedata.
Det kræver at man både kan indsamle, opbevare og anvende relevante data. Der er et hav af måder at bygge systemer, der kan det. Det vigtigste er ikke, hvordan I gør det, men at I gør det. Jeres kundedata er en af de vigtigste ingredienser i opskriften på en moderne e-handelssucces. Det driver jeres salg, det kan sikre gensalg og kundeloyalitet og det gør jeres platforme attraktive for nye annoncører og retailers.
2. Kundeklubber
Når man har sagt indsamling af data må man også sige: kundeklubber. Der er begyndt at dukke flere og flere kundeklubber op i e-handelslandskabet. De opstår af flere grunde. De er nemlig både en eminent måde at indsamle kvalificeret kundedata på og de er vilde til at drive både salg og gensalg, mens de skaber maksimal kundeloyalitet. Derfor kommer de også til at præge det herrens år 2023.
Kundeklubberne skal gerne ses som en fordel for den enkelte kunde. Det kan være gennem rabatter, optjening af point, særlige klubfordele eller eksklusive tilbud. Det får kunderne til at melde sig ind, fordi de oplever, at det giver en merværdi. Særligt, hvis brugen af klubben er tilsat et lille lag af gamification, vil kunden vende tilbage igen og igen. Hvis man optjener point pr. køb og opnår ”levels” eller ”unlocker” en gave ved gentagne interaktioner. Det handler basalt set om at give kunden en bonus, der sikrer deres loyalitet, fordi de kommer tilbage igen og igen. Men det er ikke kun kunden, der får en bonus. Det er også jer. Kundeklubber sikrer jer solid first party data, der gør jeg helt skarpe på jeres kernemålgruppe og deres behov.
3. Personalisering
Det værste ved, at butikker har, titusindvis af varer er, at det reelt kun er ganske få af dem, der er relevante for dig. Når du leder efter badetøj, er vinterstøvler, børnetøj og airfryers bare ikke synderligt interessante. Derfor skal du gerne præsenteres for det, du leder efter så tidligt som overhovedet muligt i din brugerrejse. Det er her personaliseringsværktøjer kommer i spil. Det skal nemlig være nemt at finde badetøj, når det er badetøj du leder efter – og det må for øvrigt også gerne være dine foretrukne brands og farver, du bliver præsenteret for først. Det handler dybest set om at skabe relevans for kunden. Kunden skal opleve sig set og forstået – uden at det bliver decideret overvågning og hammercreepy.
Og her er vi tilbage ved den første trend igen. Det handler om data. Det kræver solide mængder af data at forudse sine kunders ønsker og skræddersy brugeroplevelsen til dem. Personalisering og solid first party party er derfor to sider af den samme mønt. Data sikrer jer relevans overfor kunderne, hvilket gør at de er mere tilbøjelige til at købe ved jer, fordi de kan finde præcis det, de leder efter.
4. Retail as media
En forretning er ikke bare et godt sted at handle for jeres kunder. Det er også et godt sted at blive inspireret og møde nye produkter. Det er hos jer, kunderne kan opdage noget nyt, de endnu ikke vidste, de manglede. En onlinebutik er derfor også et udstillingsvindue, hvor det er meget værd at blive vist frem. Det er særligt meget værd, hvis I har godt styr på jeres data og kan sige præcis, hvilken målgruppe, der valfarter til jeres ”markedsplads”.
Kort sagt er jeres webshop ikke kun interessant for jeres kunder, den er også interessant for annoncører. I kan sælge de mest prominente ”hyldepladser” præcis som man kan i en fysisk butik. Med andre ord kan I sagtens sælge ”spalteplads” til annoncører, hvis produkter I gerne vil have i butikken. I kan bruge det som en strategi til at skabe et dobbeltsalg, hvor I både sælger synlighed, men også produkterne fra jeres annoncør. Det er en ren win-win situation, hvor I kan sikre en større profit på jeres kundebase. Det vigtigste ved denne strategi er dog, at sikre relevansen af jeres annoncører. Produkterne skal stadig leve op til de forventninger jeres kunder har til kvalitet og relevans. I kan nemlig også gøre det til et win for kunderne, hvis de oplever jeres univers som inspirerende og bliver nysgerrige på de nye produkter. Med retail as a media kan I altså ende med et potentielt triple-win.
5. Konverterings-optimering
Vi ved selvfølgelig godt at alt i 2023 ikke er rosenrødt og bare går som smurt. Det trækker op til recession og inflations- og energikrisen har ikke sluppet sit tag endnu. Det er blevet sværere at få den enkelte kunde til at svinge dankortet, fordi de har mindre at gøre godt med. Det betyder, at investeringerne i 2023 ikke ligger i nye store novelty-projekter. Det er ikke nu, man forsøger at implementere voice search eller AR-integrationer. Udviklingsprojekterne handler om at optimere kunderejsen. Mange virksomheder har udbygget deres online-tilstedeværelse de seneste år – og det er gået lynhurtigt. Det betyder, at nogen ikke har justeret på de enkelte udviklingstrin, fordi man allerede var på vej til det næste.
2023 bliver derfor de løse enders år. Nu skal der strammes op på tværs af alle løsningerne. Det handler med andre ord om at skrue på alle de små dele af forretningen, der med relativt lave omkostninger kan øge konverteringsraten. Alle fejl skal elimineres, SEO-teksterne skal skærpes, kunderejsen skal sidde lige i skabet og der skal være så lidt modstand på tværs af siden som overhovedet muligt. Det handler om at konsolidere forretningen, om at stå imod i krisetid, men også at skabe det bedst mulige fundament for de næste investeringsrunder i fremtiden. Det er nu, der er tid til det.
6. Omnichannel
Vi er slet ikke færdige med Omnichannel endnu, for der er så enormt meget mere at hente. Omnichannel er det ultimative udtryk for at imødekomme kundens behov. Det sikrer kunderne valgfrihed og bekvemmelighed, fordi de kan skræddersy deres købsoplevelse, så den passer perfekt ind i deres hverdag. Når kunden kan se om varen er på lager i en given butik, eller hvis de kan lave en click-and-collect-ordre er det nemt lige at køre forbi på vej hjem. Det imødekommer hverdagens matematik med hente-, spise-, puttetider. Omnichannel tager højde for kundernes mest dyrebare ressource: Deres tid. De kommer nemlig aldrig til at køre forgæves, fordi de enten ved, at varen er på lager, eller fordi varerne, så bliver bestilt hjem til dem fra butikken. Omnichannel giver ganske enkelt bare mening, fordi det binder den fysiske virkelighed sammen med det digitale. Det lader de to virkeligheder forstærke hinanden – informationen og hastigheden fra det digitale, med det håndgribelige og menneskelige i de fysiske butikker.
Omnichannel-initiativer er en kæmpe fordel for kunderne og en enorm styrke for jeres forretning. Vi har kun ses toppen af Omni-isbjerget. Der kommer langt flere praktiske, intelligente og uundværlige løsninger i den nærmeste fremtid.
7. Bæredygtighed
Bæredygtighed er på mange måder den ultimative supertrend. Den er til stede på tværs af alle brancher, i alle led af værdikæderne og er top-of-mind hos forbrugerne. Det er samtidig også en trend, der kan virke farlig. Både myndighederne og køberne er begyndt at slå hårdt ned på greenwashing, hvilket kan skabe nervøsitet for om det overhovedet er muligt at brande sig som ”grøn”. Det kan så få én til at gå i det modsatte modus og begå greenhushing, hvor man ikke får fortalt om alle de faktiske grønne initiativer, man implementerer. Det er heldigvis muligt at navigere mellem yderpolerne og skabe bæredygtig forandring, I gerne må tale højt om. Den vigtige tommelfingerregel er at være konkret. Det vil sige, at jeres branding skal tage udgangspunkt i reelle livscyklusanalyser og emissionsmålinger.Og det er en god idé at arbejde med, for det tiltaler forbrugerne. 47 % af forbrugerne mener at bæredygtighed, har nogen eller stor betydning, når de handler på nettet. Blandt de unge er det tal 58 % og tallene er stigende. Reelle bæredygtige tiltag er derfor en vigtig tendens, der kan have afgørende betydning for jeres kunders valg.
Bæredygtighed er mange forskellige ting, fordi det både kan knytte sig til varerne i jeres sortiment, fragten af produkterne, men også selve eksekveringen af jeres webshop. Stærkere kode med fokus på at minimere dataudvekslingen sikrer et lavere Co2-udslip fra jeres platform. Det samme gør bedre hosting, der er baseret på grøn strøm. Der er tusindvis af tiltag, der kan implementeres og det giver mening – både for jer og jeres kunder.
8. Den mobile kunderejse
Smartphones og tablets er ikke en ny tendens. De er kommet for at blive – og de bliver flere og flere. Der er for sin hvis intet nyt i, at de er her, men de bør til stadighed værre et af de helt store indsatsområder. Over halvdelen af alle online-køb foretages nu på tablet eller en telefon. Det er med andre ord de vigtigste platforme, fordi de driver salget. Derfor bør den mobile kunderejse også ligge helt i top. Det er for eksempel meget oplagt at kigge på betalingsflowet på jeres platform. Er det optimeret til mobil? Tager det højde for de muligheder telefonen giver? Når du har telefonen i hånden, bør du kunne betale gennem din wallet eller en app. Der bør ikke være nogen grund til at finde et kreditkort i bunden af din pung, der ligger i bunden af tasken – eller vent ligger den i jakken – eller var det på køkkenbordet – måske har hunden spist det?
Den mobile kunderejse bør være gnidningsfri. Det er et oplagt sted at eliminere points of resistance. Det handler om at gøre det nemt og bekvemmeligt for kunden. Tendensen handler ikke kun om betalingsløsninger, det handler også om, at det er enkelt at fremsøge produkter på telefonen, at alt har en størrelse, hvor det er læsbart og afkodeligt, at klikkene er logiske og det er nemt at flytte sig rundt i jeres online-univers. Det gør at kunderne også køber fra jer på deres foretrukne enheder.
9. New social
Nyt og nyt – du har nok hørt om TikTok før og er nok også med på, at det ikke kun er et medie med enerverende dansevideoer og lipsyncs. Det er en ny marketingsarena med nye spilleregler – og de skal læres, for der er et gigantisk potentiale. TikTok har formået at brage igennem den digitale lydmur med et misundelsesværdigt naturligt reach. Det er en helt anden type socialt medie end de gode gamle travere som Facebook og Instagram, fordi mediet i langt højere grad præsenterer dig for nye brugere og nyt indhold. Det giver selvsagt oplagte muligheder for virksomheder, for hvem vil ikke gerne nå ud til alverden af nye potentielle kunder?
Det handler om at turde sætte sit brand fri og bruge det i et legende miljø. Det handler om at bruge TikTok-trends kreativt. Det handler om ikke at betale sig ud af spalteplads, men gøre sig fortjent til den ved at lave engagerende indhold. Det har virket mest oplagt at bruge TikTok til B2C kunder, men flere og flere B2B-virksomheder melder sig også under TikToks faner. Der er et TikTok til alle. Hvem havde regnet med BookTok for to år siden – nu har alle boghandlere en sektion med ”Kendt fra BookTok”. Der er også et -Tok til jeres niché.En ting er sikkert: Vi kommer til at se flere guldrandede succeshistorier i 2023 – både om influencermarketing og owned media.
PS. TikTok er ikke det eneste nye medie i byen. Måske skal I være de første til at blive virkelig vilde på BeReal, Mastodon eller noget helt tredje. Nye medier er nye muligheder.
10. Fleksibel arkitektur
Vi slutter vores nytårskur af med at tage et dyk ned i Composable Commerces’ vilde verden. Det går virkelig hurtigt i e-commerce for tiden. Der opstår hele tiden nye platforme, kanaler og muligheder at sælge på. Det betyder, at dynamik og fleksbilitet er vigtigere end nogensinde før. Det er forudsætningen for at være konkurrencedygtig på time-to-market og tilstedeværelse. Dynamik tager udgangspunkt i jeres bagvedliggende arkitektur, for i hvor høj grad understøtter jeres datastrukturer og tjenester skalérbarhed?
Composable Commerce er et udtryk for, at alle de services jeres e-commerceløsning er sammensat af, er udskiftelige. Det betyder, at I altid kan sammensætte jeres portefølje af de systemer, der lever allerbedst op til jeres behov. Det giver jer et best-of-breed set-up hvor I er sikret nu, men også i fremtiden, fordi I altid kan finde og implementere nye løsninger, der enten udvider eller erstatter dele af jeres set-up. Denne fleksibilitet er kommet for at blive. Den er en forudsætning på et omskifteligt marked, fordi den gør jer i stand til at ændre jer i takt med markedet og gør jer uafhængige af enkelte udbydere og leverandører. Dynamik bliver der ikke mindre af i år. Derfor er fleksibel systemarkitektur en trend i 2023.
Hvad blev der af sci-fi-teknologien?
Har du læst den her artikel og manglet noget Star Wars undervejs? Var der for få AI’er, metaverser og virtuelle influencere i de ti punkter? Så, skal vi for det første beklage, men også forklare os. Vi er helt med på, at alle disse nye teknologier lurer i horisonten og allerede bliver brugt i nogle tilfælde, men når vi kigger på det danske marked, er der ingen reel efterspørgsel på disse teknologier og løsninger endnu. Det kan der komme, men i vores krystalkugle, kan vi ikke se, at det skulle blive i 2023. Fremtiden er nogle gange længere væk end den føles, og der er stadig utrolig meget at hente i den teknologi vi allerede kender.
Insights